1967 besluttede en gruppe mennesker at forsøge etablering af en golfbane på Lolland-Falster. Men dengang var det ikke lige til, at finde et stykke jord, som var egnet til at etablere en golfbane på.
Nykøbing F. kommune kunne kun tilbyde gruppen et stykke totalt uegnet jord og andre forsøg mødte heller ikke velvilje.
Godsforvalter Herskind fra Skjørringe Gods, som var en af de aktive medlemmer i gruppen, var samtidig også medlem af Junior Chamber og havde på vegne af Junior Chamber bedt godsejer Anders Dinesen om at holde et foredrag om Skjørringe Gods og landbruget.
Ved den lejlighed kom man også til at tale om etablering af en golfbane og de problemer som gruppen var stødt ind i.
Da den store efterårsstorm i 1967 havde lagt meget skov ned på Skjørringe Gods, så Anders Dinesen de perspektiver der var i at etablere en golfbane på området, fremfor at genrejse skoven. Dels fordi området var perfekt til en golfbane og dels fordi en golfbane ville være et godt aktiv for både lokalsamfund og godset.
DGU blev kontaktet, men havde heldigvis alt for travlt, så Karen-Marie og Anders Dinesen måtte rejse til Sverige for at se på golfbaner. De blev anbefalet banearkitekten Anders Amilon og blev begejstret for hans arbejde. Anders Amilon tegnede i første omgang en 9-hullers bane.
Ejvind Damberg, RAACO, indkøbte og betalte alle nødvendige maskiner og en klub blev etableret. Der blev afholdt stiftende generalforsamling d. 15. september 1969 af Golfklubben Storstrømmen, hvor man besluttede at starte klubben pr. 31. december 1969 hvis der var over 100 medlemmer.
Da der var 107 medlemmer gik Anders Amilon i gang med at etablere de første 9 huller og selv om banen ikke var helt færdig kunne klubben alligevel starte spil i september 1970.
Golfbanen udviklede sig meget positivt og man påbegyndte hurtigt de næste 9 huller under Anders Amilon ledelse og med stor bistand af folk og maskiner fra Skjørringe Gods. I 1971 blev de sidste 9 huller taget i brug.